Skøn sommeris med bær og græsk yoghurt
Forkæl din familie eller gæster med hjemmelavet sommeris. Det er super nemt at lave og lige til at hive op af fryseren på en dejlig sommeraften. Isene her er dejligt forfriskende – og så ser de smukke ud! Opskriften er med blandede frosne bær, men du kan bruge præcis den frugt eller de bær, du har lyst til – både frisk og frossen frugt kan bruges. Prøv dig frem, kun fantasien sætter grænser.
Ingredienser (til 6 is)
3 citroner
50 g flormelis
½ vaniljestang
5 dl græsk yoghurt
200 g frosne bær
Sådan gør du
1.
Halvér citronerne, og fjern frugtkødet, så du kun har skallen tilbage. Pres kødet, og gem saften. Skær enderne af citronskallerne, så de kan stå selv.
2.
Put frosne bær, græsk yoghurt, flormelis og vanilje i en stavblender eller en blender. Tilføj lidt citronsaft, og blend det hele sammen til en jævn masse.
3.
Fyld citronskallerne med is-massen – der skal ca. en spsk i hver citronskal.
4.
Sæt isene i fryseren. Der kan godt gå 1-2 timer, før de er klar til at blive spist.
5.
Pynt med friske bær, og servér.
Tip! Prøv også at lave isene i forme – gerne i en sjov form, der vil være et hit hos de små.