Åbningstider i dag: 10:00 - 18:00
  

Opskrift: Varme hveder
DIY

Mmm… Varme hveder både dufter og smager himmelsk. Bag dine egne lækre hvedeknopper med kardemomme, og server dem – traditionen tro – aftenen før Store Bededag.

Det er hyggeligt at bage varme hveder, der spreder duften af kardemomme i hele hjemmet. Med ved du egentlig, hvorfor de skal serveres dagen før Store Bededag?

Traditionen om varme hveder stammer helt tilbage fra midten af 1800-tallet, muligvis før. Dengang var hveder en fin spise, som kun blev serveret til festlige lejligheder som Store Bededag. Da Store Bededag var en helligdag, måtte man ikke arbejde – heller ikke bagerne. Derfor blev de nødt til at bage hvederne dagen før. Dog kunne mange ikke holde sig fra de velduftende hveder og endte med at spise dem allerede samme aften, som de blev købt. Det udviklede sig til en skik, som vi stadig har i Danmark i dag.

Opskrift: Varme hveder

Bag dine egne varme hveder med kardemomme, og nyd dem helt friskbagte, bløde og sprøde, lige når de er kommet ud af ovnen.

(Psst… Har du ikke tid til at bage hveder? Tag forbi Bilkas bager, hvor du kan købe lækre, friskbagte hveder)

Det skal du bruge (ca. 16. stk.): 

Ca. 650 g hvedemel
50 g gær
2 æg
4 dl sødmælk
3 tsk. sukker
2 tsk. stødt kardemomme
½ tsk. salt

Sådan gør du:

  1. Kom den lune mælk i en røreskål, og rør gæren ud i mælken
  2. Rør de to æg sammen, og tag lidt af massen af til pensling. Rør resten i røreskålen
  3. Bland hvedemel, sukker, salt og kardemomme sammen i en skål, og kom det i røreskålen lidt ad gangen. Ælt dejen til den er blank og smidig. Kom lidt ekstra mel i, hvis det er nødvendigt
  4. Lad dejen hæve i 30 minutter
  5. Ælt dejen igennem på bordet, form 16 boller, og læg dem på en bageplade med 1 cm mellemrum, så bollerne får de fine kanter, når de kommer i ovnen
  6. Lad bollerne hæve endnu 30 minutter
  7. Pisk resten af æggemassen med lidt vand, pensl bollerne, og bag dem ved 200 graders varmluft i ca. 18 minutter
  8. Lad bollerne køle af et par minutter på bagepladen
  9. Del bollerne, og sæt dem ind i ovnene igen i 5 minutter ved 200 graders varme, så de får sprøde kanter
  10. Lad dem køle lidt af på en rist, og lad duften af nybagte hveder brede sig i hele huset. Velkommen!

Tip: Invitér endelig også børnene med i køkkenet, og få dem til at hjælpe til med hvede-bagningen. Det kunne jo også blive en hyggelig familie-tradition.

0 Kommentare
Forrige indlæg
damemode, denim, SlotsArkaderne
Næste indlæg
Mors dag DIY bodyscrub